fredag den 2. marts 2018

Efterskrift (billeder)

Birte skriver:
Da vi jo for længst er hjemme igen fik jeg lige lyst til at vise billeder af vores villa med pool. Det virkede ikke rigtigt tidligere med verdens dårligste internet, men jeg vil lige prale lidt:

Vores villa, ser dyrt ud men prisen var kun 206 kr. pr. nat

Der var 2 store terrasser, denne brugte vi slet ikke

Gang langs med huset



Dagligstuen, blev heller ikke brugt

Spisestuen, blev heller ikke brugt

Lysekrone i dagligstuen, med julepynt

Stranden var lige i nærheden, den var helt forfærdeligt, store bjerge af affald.
Der bor faktisk mennesker i huset bag bjerget

Trist strand, godt vi havde pool


Britta har også billeder hun gerne vil vise, så det taler vi lige om og vender tilbage med konklusion og de sidste billeder.

tirsdag den 27. februar 2018

Det lakker mod enden

Birte skriver:
Der var en englænder der boede her 1 nat, ham talte vi en del med, bl.a. om hvad han havde købt til at tage med hjem. Jeg kom til at nævne, at det eneste jeg gerne ville have med hjem var de flagremusstole i læder jeg har set rundt omkring. Vores englænder sagde, at hans driver sikkert kunne hjælpe med det, han foreslog at jeg købte en stor kuffert der kunne rumme stolen når den var skilt ad. Da hans driver hentede ham tog jeg med da han skulle i lufthavnen, og bagefter fik jeg købt 2 stole og en stor kuffert, så nu har jeg købt den mærkeligste souvenir nogensinde. Jeg har aldrig før købt møbler med hjem nogen steder fra, men det var supersjovt. Bare bliver det ikke så sjovt at skulle slæbe kufferten hjem, den er ret tung. Min rejsetaske jeg havde med hjemmefra var alligevel i stykker, så den bliver bare efterladt. Prisen for 2 lænestole var 17.000 LKR (ca. 680 kr.)

Britta skriver:
I dag skulle der ske noget. Der er ikke nogen seværdigheder her omkring, men jeg havde fundet ud af, at der ca. 10 km. væk  var et stort fiskemarked, så det måtte prøves. Vel ankommet, med en tuk-tuk, blev jeg shanghajet af en fisker, som begyndte at fortælle mig om stedet. Normalt takker jeg pænt nej tak til sådanne personer, men da der ingen andre turister var at se i miles omkreds, tænkte jeg, at det måske var nok så godt at have en lokal "ven" ved min side. Jeg fik da også lært alt om fisketørring, og var med bag ved kulissen, hvor man normalt ikke kan komme. Det var faktisk meget spændende, og jeg fik set både makreller, rokker, tunfisk, blæksprutter, lyseblå og lyserøde krabber og en masse andre fisk, som jeg ikke kan huske navnene på.
Bagefter begyndte jeg at gå hjemad, og fik set både det gamle hollandske fort, havnen og det lokale fængsel (udefra).
Eftersom fruen var på shoppetur med to fremmede mænd, tilbragte jeg noget af aftenen muttersalene i vores store hus. Lidt spooky, når det er mørkt.
Efter fruen var vendt hjem, var vi på en meget mærkelig lokal restaurant og spise ris og kylling (det eneste de havde) for den formidable pris af 18 kroner for 2 pers. incl. drikkevarer.
Da vi kom hjem var klokken blevet 22:30, så vi måtte lige sætte lys på poolen og have en hurtig svømmetur. Skønt.

Vi kan stadig ikke sende billeder, prøver i morgen formiddag inden vi tager til lufthavnen, ellers må det vente til vi kommer hjem

mandag den 26. februar 2018

Verdens dårligste internet

Birte skriver:
Vi der er afhængige af nettet har haft en dårlig dag, vi har hverken kunnet modtage eller sende e-mails, søge efter spændende ting, eller noget som helst. Pludselig var der hul igennem til bloggen, men vi må se hvor længe det varer.
Vi har i dag været en tur nede i lagunen (en sump i nærheden), på besøg i en engelsk katolsk kirke, og haft en god snak med den englænder der også bor her.
Ellers har vi haft regn og torden i eftermiddag. Planen var at vi ville på restaurant i aften, men det regner så vi har planlagt at overleve på toastbrød med Nutella og marmelade.

Britta skriver:
Har kun drevet den af, og ellers lavet det samme som Birte.
OBS! Desuden har jeg været to gange i poolen. Stor, stor pige. Skønt, når først man er i.

Vi sender dette mens det kan lade sig gøre. Hvis vi senere på aftenen kan sende billeder, lover vi at de kommer.

søndag den 25. februar 2018

Sidste destination

Birte skriver:
Vi er nu ankommet til vores villa med pool, der er kun 1/2 times kørsel til lufthavnen herfra, men der er stadig 3 dage tilbage. Vores hus er 150 m2 og indtil videre har vi det hele for os selv. Der ankommer en englænder i morgen og skal være her 1 nat, men ellers lejer vi husejere med egen pool. Vi har i aften selv lavet mad (hold da op hvor er vi flittige), så vi har fået røræg med kyllingepølser.
Stranden er 3 min. væk, men det er vist nok den grimmeste strand vi har set indtil nu, der flyder med affald overalt, så jeg er glad for min pool. Måtte lige en tur i poolen ved 22-tiden med lys på, skønt.

Britta skriver:
Lækkert, lækkert sted vi er nu - det er det rene luksus. De sidste fire nætter har jeg sovet ad h til. Især den sidste nat var rædselsfuld. Vi havde kun en fan, som befandt sig over Birtes seng, så jeg måtte svede, hvilket er et sandt eldorado for myg. Jeg følte, at jeg fungerede som bloddonor for hele Sri Lankas myggebestand. Det kløede og kløede, og jeg var meget tæt på at sparke Fruen ud af sengen, for at indtage hendes plads, så jeg kunne få lidt søvn. Nu glæder jeg mig til at komme i en dejlig aircon-afkølet seng, med rigtige lagner.
Vi fik sagt farvel til alle vores hyggelige aber, og på faldrebet var vi så heldige at få et lille glimt af et desmerdyr. Her lader det til, at vi må nøjes med alle de små søde gekkoer, som piler rundt både ude og inde.
Vi er så småt begyndt at tænke på vores hjemtur. Med det vejr I har i Danmark, har jeg mest lyst til at blive her resten af de tre måneder, som vi har tilladelse til. Gruer for at komme hjem til kulden, klokken seks om morgenen, iført sommerfrakke og overgangssko, og uden vanter og halstørklæde. Brrzzz, 😬-  jeg klaprer tænder alene ved tanken.

Vi har problemer med forbindelsen, vi kan ikke se billederne, det kan være I kan.







lørdag den 24. februar 2018

Jeg har lånt en pool

Birte skriver:
For et par dage siden var vi nede og spise på White House, og tjeneren fortalte, at man for 700 LKR (28 kr.) kunne benytte hotellets pool. Så det måtte jeg prøve, når nu stranden lige er lidt for voldsom. Så det gjorde jeg 2 gange, det var helt vidunderligt og alle pengene værd.
Ellers har vi talt en del med vores hotelmutter, om deres pensionsforhold, at srilangkanske kvinder tit har dårlige knæ, og at hendes mand har dårligt hjerte. Han har været politibetjent og hun har været lærer, og i de fag kan man gå på pension efter 20 år, og få den lille pension. Hvis man venter til efter 30 år får man den store pension. Hvad det beløber sig til fandt vi ikke ud af. Deres søn går på universitetet og læser til læge.

Britta skriver:
Måske er det meget godt, at vores tur snart er slut, for jeg bliver ærlig talt mere og mere bekymret, for om jeg overhovedet får Fruen med mig tilbage til Danmark. For ca. 14 dage siden fik hun et ægteskabstilbud af en tresårig tuk-tuk fører. Han havde et dejligt hus og et godt job, så sammen med hendes pension hjemmefra kunne de leve lykkeligt til deres ende. Gudhjælpemig om  ikke det samme skete her til aften. Tjeneren på vores strandrestaurant, en meget høflig 25 årig gut, mente at hans hjemlands unge piger kun var ude efter hans penge, og syntes derfor at han og Birte burde finde lykken sammen. Efter vores middag ville han vise hende et meget, meget smukt sted som han kendte.
Sjovt nok falder jeg slet ikke i nogens smag - måske fordi jeg lige nævner, at jeg bor sammen med en, hvilket de da også måber over, eftersom jeg ikke er gift.
Ellers er dagen mest blevet drevet væk. Det er simpelthen for varmt til at foretage sig noget. Vi har haft besøg af 4-5 aber, som svingede sig i træerne lige uden for vores terrasse. Indimellem sad de stille og spiste af bladene, mens de holdt nøje opsyn med, hvad vi lavede. Blev lidt i tvivl om hvem der havde det mest sjovt, hvem der gloede mest på hvem, og hvem der faktisk var aberne.

Birtes pool til leje

På vores hus står dette, et svastika tegn der betyder lykke indenfor buddisme
Hitler har tyv-stjålet det og vendt det 45 grader

Hvem glor på hvem?

Birtes ægteskabstilbud, 25 år

En fisker

Havestemning

Frodighed i haven


fredag den 23. februar 2018

Store flod-safaridag

Birte skriver:
Formiddagen blev brugt på at blive våd nede på stranden, jeg kan stadig ikke bade for bølger. Men så var vi klar til den store flodsafari.
Vi havde på forhånd frabedt os alt hvad der var indlagt af tidsrøvere på vejen, vi ville bare sejle på den s.... flod. Så man startede selvfølgelig med at sejle os til Cinnamon Island, hvor vi var tvangsindlagt til et (salgs)foredrag om hvordan man fremstiller kanel. Derefter til en anden ø, hvor der var et tempel, Buddah på Buddah i lange baner. En munk holdt foredrag om hvordan Buddahs lære var nedskrevet på x antal palmeblade, og han ville så gerne have en donation.
Så kom vi videre på floden, Britta fortæller om alle de spændende dyr vi så ....

Britta skriver :
Jeg føler mig meget, meget optimistisk i dag. Munke-Joe forærede os hver en armbåndssnor, mens han velsignede os med lykke, som vil vare ved i 21 dage. Nu bliver det spændende at se hvad der vil ske af gode ting.
På sådan en flodtur bliver man "lovet" at komme til at se krokodiller, slanger, isfugl (meget smuk fugl), vandvaraner, aber, flyvende hunde og mange andre dyr. Billederne underneden fortæller mere end ord kan beskrive.

Isfugl (den så vi IKKE)

Sort og hvid fugl (dem så vi faktisk)

Den så vi IKKE

Men denne så vi (der ER en krokodille)

Denne så vi heller ikke

 MEGET VELLYKKET TUR

Lille tempelø


Munke Joe

torsdag den 22. februar 2018

Aber i haven

Birte skriver:
Vi gik en lille tur op i byen, det var hurtigt overstået, trist sted med for meget gennemkørseltrafik. Men vi fik lavet en aftale om en flod-safari til i morgen eftermiddag. Bliver afhentet kl. 15.30 og får en 2-timers sejltur på Madu Ganga River. Der skulle være mulighed for at blive ædt af en krokodille, eller i hvert fald blive bidt af en slange.
Ellers holdt vi vaskedag, Britta spottede nogle ret store aber i træerne bagerst i haven, så det fik vi noget tid til at gå med. Der var 3 stk. og de var ret gode til at sidde stille så de kunne fotograferes.

Britta skriver:
Kun et lille pip herfra. Hvor skal jeg sende Birte og resterne af krokodillen hen ????

Vores terrasse og indgang

Vores udsigt

Vores strand, vi elsker fluepapir

Havens beboer


Her med bedste ven

Her vogter jeg, et sted i byen

Bling-bling Buddha (lige udenfor vores hus)