Birte skriver:
Vi er nu ankommet til vores villa med pool, der er kun 1/2 times kørsel til lufthavnen herfra, men der er stadig 3 dage tilbage. Vores hus er 150 m2 og indtil videre har vi det hele for os selv. Der ankommer en englænder i morgen og skal være her 1 nat, men ellers lejer vi husejere med egen pool. Vi har i aften selv lavet mad (hold da op hvor er vi flittige), så vi har fået røræg med kyllingepølser.
Stranden er 3 min. væk, men det er vist nok den grimmeste strand vi har set indtil nu, der flyder med affald overalt, så jeg er glad for min pool. Måtte lige en tur i poolen ved 22-tiden med lys på, skønt.
Britta skriver:
Lækkert, lækkert sted vi er nu - det er det rene luksus. De sidste fire nætter har jeg sovet ad h til. Især den sidste nat var rædselsfuld. Vi havde kun en fan, som befandt sig over Birtes seng, så jeg måtte svede, hvilket er et sandt eldorado for myg. Jeg følte, at jeg fungerede som bloddonor for hele Sri Lankas myggebestand. Det kløede og kløede, og jeg var meget tæt på at sparke Fruen ud af sengen, for at indtage hendes plads, så jeg kunne få lidt søvn. Nu glæder jeg mig til at komme i en dejlig aircon-afkølet seng, med rigtige lagner.
Vi fik sagt farvel til alle vores hyggelige aber, og på faldrebet var vi så heldige at få et lille glimt af et desmerdyr. Her lader det til, at vi må nøjes med alle de små søde gekkoer, som piler rundt både ude og inde.
Vi er så småt begyndt at tænke på vores hjemtur. Med det vejr I har i Danmark, har jeg mest lyst til at blive her resten af de tre måneder, som vi har tilladelse til. Gruer for at komme hjem til kulden, klokken seks om morgenen, iført sommerfrakke og overgangssko, og uden vanter og halstørklæde. Brrzzz, 😬- jeg klaprer tænder alene ved tanken.
Vi har problemer med forbindelsen, vi kan ikke se billederne, det kan være I kan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar