Nu er vi heldigvis flyttet til nyt hotel i Kandy. I går aftes beklagede vi os til Hotel-Joe over at næsten ingen lamper eller stikkontakter virkede (jeg måtte lave mad ved en flagremuslygte), og at der var madrester i køleskabet og mug på hylder og i skuffer. Det gik vist op for ham, at vi var utilfredse, så han foreslog selv at vi fandt et andet sted. Han var flink nok og ville ikke have betaling for 1. nat, men vi betalte ham alligevel. Det var lidt synd for ham, men det var altså virkelig ulækkert, og det var lige før vi frygtede for vores helbred.
Nu har vi så et stort dejligt rent værelse hvor alting virker, meget tættere på byen og med udsigt til søen og bjerge. Vi var helt opstemte, men nu har vi ikke rigtig noget at brokke os over, så må vi finde på noget andet. Det fortæller Britta om.
Britta skriver:
En rigtig god beslutning vi tog. Vi synes ikke selv, at vi er sarte, (måske er jeg lidt 😩) men når alt hvad man rører ved, er sovset ind i fedt og snavs, er det bare meget for meget.
Nå, men nu bor vi dejligt, og vi skulle selvfølgelig lige fejre vores nye sted med en kop kaffe på balkonen. Vi hyggede os, indtil Birte pludselig sprang op fra stolen - der kom en abe ned af muren, og hun kunne se halen af en mere, som var på vej. Desværre havde jeg for travlt med at redde vores ting fra bordet, for det skulle havde været foreviget på video, da hun med en stolepude, forsøgte at skræmme aberne væk, mens de sad på balkongitteret og grinede af hende. Et kosteligt syn.
I eftermiddag har vi været Kandy sø rundt på gåben. Det er en pæn tur på ca. 4 km, så nu har vi fået dagens motion. På vejen kom vi forbi kulturhuset, hvor kandydanserne optræder, så vi fik købt billetter til i morgen. Den flinke mand var så venlig at reservere pladser til os, så vi skal sidde midt for på første række. Det glæder jeg mig til.
Aben på flugt
Søen rundt
Donald T.
Hejrekoloni
Ingen kommentarer:
Send en kommentar