Vi er nu flyttet til Ahungalla. Der var ca. 43 km som vi tilbagelagde i tuctuc. Vi fandt ud af, at på ca. halvvejen lå et foto-museum omkring tsunamien i 2004, så det kunne vi besøge på vejen. Det var ret overvældende, kvinden der har startet museet havde dengang boet i ruinen der nu var museum. Her var vist de billeder som aldrig nåede frem til dansk fjernsyn, også de virkelig barske, og plancher der fortalte om 50.000 mennesker i Sri Lanka som ikke overlevede. Vi var helt stille da vi forlod stedet.
Men nu er vi beboer i vores egen villa, i haven omkring er masser af blomstrende planter, og rigtig hyggeligt. Har været på stranden for at blive våd, men som sædvanlig er bølgerne for store, men man kan sidde i sandet og blive våd.
Britta skriver:
Jeg troede at jeg var hærdet, efter alle de grusomheder man er vant til at se og høre om i fjernsynet. Da tsunamien havde raset, så vi en masse fra Thailand, men Sri Lanka blev faktisk endnu hårdere ramt. Det var hjertegribende at se alle billederne, og tegninger som børnene havde lavet om katastrofen, og jeg vil ærligt indrømme at tårerne begyndte at falde. En meget barsk virkelighed at stå lige der, hvor det hele skete. Det gik lige i hjertet.
Vi er så småt ved at falde til her, og i morgen må vi til byen, og se hvad den har at byde på.,
Dræbte i de forskellige land
Queen of the Sea, verdens største togkatastrofe
De leder stadig
Buddha klarede sig
Børns reaktioner
Resten var stilhed
Ingen kommentarer:
Send en kommentar