Birte og Britta Rundrejse i Sri Lanka: Skildpadder

Birte skriver:

I dag bedrev vi skildpadde-tortur – eller beskyttede truede arter, som man nu ser på det, men i hvert fald blev vi enige om at se tingene med egne øjne. Nogle siger at skildpadde-hatching er dyremishandling for at tjene på turisterne, og andre siger at æggene graves op af sandet for at forhindre lokale i at lave omeletter af dem. Derfor købes de og udklækkes i disse farme. Britta mener, at når vi nu er godt i gang med at plage vores grise og høns, er det ikke så meget anderledes med skildpadder, jeg er ikke helt enig. Vi så skildpadder der var kommet ud af ægget denne morgen, og kunne holde dem i hænderne, en forunderlig krible-krable fornemmelse af nyfødte skildpaddeunger. Men jeg er stadig i syv sind om man bør støtte disse foretagender. Vi talte med vores hotelmutter om hvad hun synes, og hun ville ikke rigtig sige noget om det, hun tænker vel også på at folk skal tjene penge, så hvorfor ikke på skildpadder, men hun ville ikke selv besøge disse steder.

Ellers har jeg haft et par fantastiske badeture, vandet er grønt og blåt og så varmt at det slet ikke er til at fatte.

Britta skriver:

Jeg er fyldt med ambivalente følelser. Skildpaddeæg er i høj kurs på det sorte marked. Man tror at de styrker helbredet (potensen?), og derfor opkøber farmene dem, ruger dem ud, og søsætter dem. De nyudklækkede unger burde selvfølgelig sættes ud med det samme, og ikke først når der kommer turister som betaler for at gøre det. Vi så også unger på tre uger, og da jeg spurgte, hvorfor de ikke var sat ud endnu, (var ved at blive lynchet af andre besøgende) var forklaringen, at der kom skoleelever på besøg, som skulle lære om skildpadder. Måske er det godt, så de fra børn af lærer at tage vare på skildpadderne. Jeg ved det ikke. Der var en blind skildpadde, en med kun tre luffer, en som havde spist en plasticpose, og en som havde siddet fast mellem klipperne. Måske kan nogle af dem reddes, men jeg ved ikke rigtigt, om ikke det er bedre at få den sidste sprøjte, end at skulle leve i et lille bassin resten af livet. Jeg ved det ikke. Opgravning og salg af æggene er strengt forbudt, så mon ikke det var en bedre ide at tage fat om nældens rod, - få fat i dem der gør det, og uddele klækkelige bøder.

I dag skal vi sige farvel til Unawatuna, og for mig er det ikke den store sorg. Her er dejligt ved stranden, og en skøn udsigt, men jeg er ikke så pjattet med overrendte turiststeder. Det jeg vil savne er vores lille hyggelige strandrestaurant, hvor man sidder to meter fra strandkanten, i bløde læderstole, mens man spiser superlækker middag og kigger ud over de store hvide bølgetoppe, som kommer brusende og gungrende ind mod stranden.